Kasper Spez | RUST

Kasper Spez

Natkoncert + Support: Lars Virkli

24 november, 2017
23:00
Dørene åbner: 
23:00
Entré: 
60,- i døren

Kasper Spez er tilbage på scenen med ny musik

Betegnelsen rapper er på ingen måde længere fuldt dækkende for kunstneren Kasper Spez, der med udgangspunkt i hiphopgenren trækker tråde til bl.a. rock, folkemusik og viser i sit helt unikke udtryk og tekstunivers. Med en trofast fanskare og tre anmelderroste plader i ryggen har Spez gået sine egne veje siden debuten Love Junkie i 2006, og senest på albummet LOGI fra 2015. 

Kasper Spez er en af de mest respekterede navne indenfor dansk hiphop, hvor han konstant har rykket grænser indenfor genren. Lyrikken har altid været et stærkt element, som trækker tankerne hen på C.V. Jørgensen og Povl Dissing. Spez har dog en helt særlig rytmisk brug af sproget og et finurligt spil med ord.
Teksterne er spækket med originale vendinger, kryptiske linjer og stærke billeder - og altid leveret med stor kraft og indlevelse.

Efter en lang pause væk fra musikscenen er Spez nu klar med nummeret "Septemberhveps", som bla. kan opleves d. 24. november.
 

 

 

SUPPORT: LARS VIRKLI
Med en baggrund som rapper i hiphopgruppen Tudsegammelt og Asbestose har Lars Virkli været en aktiv del af den danske hiphopscene i 10 år. Under aliaset Klaes har han ligeledes udgivet EP’en Den er Garanteret i 2010. I 2012 udgav han med Tudsegammelt det anmelderroste album Tudsegammelt, der fik gruppen rundt på de fleste af landets spillesteder, festivaler og i æteren på Danmarks Radio. I 2015 udgav han et album som den ene del af gruppen Asbestose, der også smed et mixtape på gaden i 2016. 

Lars Virkli er aktuel med sit første fuldlængde album i skikkelse af den 12 numre lange fortælling GENNEMREJSE. Albummet er en lang historie om at være til et sted, rejse ud og så vende hjem igen – ”Det her er rejsen gennem livet, den kan rejses foran pejsen, bare rejsens mål ikk’ er givet”. Det er også 12 individuelle beretninger fra rejser, drømme og opdagelser. Lars har arbejdet og skrevet på albummet i de seneste 5 år og teksterne er bygget op omkring brudstykker fra et lille sort notathæfte der har boet i inderlommen før, under og efter rejser til bl.a. Iran, Indien, Afrika og Brasilien. Det er dog også en anden rejse, som Lars har været ude på. Albummet er derfor også en betragtning af en ung mand der rejser gennem 20’erne med forelskelse, knuste hjerter, længsel, angst, dødsfald og opblomstring. Lydsiden er stykket sammen af lillebror Jens der har produceret hele albummet med obskure samples, et grønt pocket-piano og lydbidder fra storebrors forskellige ture ude i verden. Hele albummet er indspillet, mixet og masteret af Xeren, der sammen med Jens også udgør orkestret sammen med Lars, når han spiller på Rust. Med synthesizers, midi- keyboards og en tør mikrofon indtager de tre scenen og rejser afsted med publikum.