Om Rust | RUST

Om Rust

Rust (oprindelig Kafé Rust) var fra juli 1989 kampagnecafé og festlokale for Next Stop-bevægelsen, en af de protestbevægelser, der opstod i slutningen af Den Kolde Krig. Caféen blev opkaldt efter tyskeren Mathias Rust, der i 1987 landede på Den Røde Plads i Moskva i en sportsflyver.

 

I slutningen af 1989 besluttede en mindre gruppe aktivister at omdanne stedet til regulær bar og spillested. Efter en mindre istandsættelse genåbnede Rust i februar 1990 som et samlingssted for den københavnske musikundergrund. I 1991 blev Rust bygget om og fik status som selvstyrende beskæftigelsesprojekt med ansatte på løntilskud. Efter klager fra lokale konkurrenter over konkurrenceforvridning blev beskæftigelsesprojektet standset i 1992, og siden da har Rust fungeret på kommercielle betingelser.

 

Mange store internationale navne har i tidens løb optrådt på Rust. Dette tæller blandt andet alt fra Post Malone, Justice, Trentemøller og Lil Yachty til Rufus Wainwright, Waka Flocka Flame og Mø. Rusts live-scene præsenterer primært navne inden for indierock og -pop, hiphop og electronica. Dj's som Trentemøller, Moby og Cyril Hahn har også optrådt på Rust.